Hundekiropraktoren der reddede min hunds liv

I 2008 blev jeg den lykkelige ejer af en ti uger gammel Coton De Tulear. Jeg havde stået på venteliste i et år, da jeg ville sikre mig, at jeg fik en sund og rask hund der kom fra en kennel hvor socialiseringen af hvalpene var i top.

Da min hund Maggie var ca. 7 måneder begyndte hun at halte sporadisk. Jeg tog hende straks til dyrlægen der kikkede på hende og sagde at der intet var galt. Efterfølgende kom jeg derop tre gange mere, men fik hver gang beskeden om at der intet var galt. Og at hun sikkert ville vokse fra det. Om alle omstændigheder synes de ikke der skulle gøres noget, før hun var et år og fuldt udvokset.

Jeg har haft dyr og haft med dyr at gøre hele mit liv. Men Maggie har alle dage været noget helt specielt. Vi har en helt speciel samhørighed der gør, at jeg bare vidste der var noget galt. Selv når de ”kloge” sagde noget andet. Hun begyndte at udvise aggressive tendenser overfor andre hunde. Set i bakspejlet var det selvfølgelig fordi hun var i smerte. Men jeg kunne sagtens være faldet i fælden om, at jeg havde en aggressiv hund.

Jeg tog hende da på udstilling. Hun fik top point i alt hvad der havde med udseende at gøre. Men alligevel fik vi kun et gult bånd og blev bedt om at forlade ringen. Dommerens sekretær kom efterfølgende hen og sagde til mig. ”Dommeren kan ikke sige hvad der er galt med din hund, men et eller andet er galt og du skal gå til dyrlæge straks”.

Jeg gik endnu en gang til min dyrlæge, denne gang insisterende jeg på at der skulle tages røntgen billeder. Det var helt tydeligt at dyrlægen synes jeg var skør. Men gjorde som jeg bad om. Da jeg kom op for at få svaret senere på dagen, sagde dyrlægen ”Jeg tror lige du skal gå med ud bagved” Jeg vidste da at den var helt gal.

I mit eget job er jeg vant til at se på røntgenbilleder, og da jeg så billederne brast min verden i grus. Billederne viste en rygrad der var helt skæv, et bækken der ikke havde lukket sig og dårlige knæ på begge bagben. Dyrlægen sagde at vi kunne starte en medicinsk smertebehandling af hende, men at jeg nok ikke skulle forvente at hun blev særlig gammel.

Det kan ikke siges præcist hvad, der er årsagen til disse skader. Hun har måske siddet fast i fødselskanalen mht. ryg og bækken. Knæene har hun måske fået ved leg. I hvert fald ved jeg, at jeg har gjort mit til at hun ikke skulle få dårlige knæ. Hun er altid blevet båret op og ned af trapper, og bliver også båret den dag i dag.

Heldigvis har jeg en god veninde, der sagde jeg skulle prøve at tage hende til hundekiropraktor Marianna Bendixen. Jeg havde ikke selv hørt om Marianna før, men var villig til at prøve alt.

Marianna  havde hende på bordet i få sekunder og stillede da samme diagnose som jeg havde set på billederne, uden at jeg havde sagt noget. Marianna mente at i og med Maggie var så ung, så ville hun kunne rette hende meget op. Jeg var en smule skeptisk overfor om det kunne lade sig gøre. Men da jeg kunne se at min hund fik det bedre hver gang jeg havde besøgt Marianna så fortsatte jeg.

Grundet Marianna ikke er dyrlæge ville hun ikke afgøre hvorvidt  hun skulle opereres i knæene. Men mente det nok på sigt var det bedste.

Desværre blev Marianna langtidssygemeldt og kunne ikke tage patienter. Jeg måtte da finde en der kunne behandle min hund imens. Jeg fandt en hundekiropraktor som også er dyrlæge. Hun sagde at Maggie havde patella luxation og hun fik også en kirurg til at kikke på hende som sagde det samme. Hun anbefalende mig at få hende opereret. Jeg havde talt med Marianna flere gange om operation, så jeg havde allerede et navn på hvem hun synes jeg skulle vælge til denne operation. Ken Lindeblad fra Faxe Dyrehospital, Marianna havde fortalt mig, at hunde hun havde set blive opereret hos ham, kom sig langt hurtigere end andre hunde, og at han på mange måder er den dygtigste på sit felt.

Ken kikkede på hende og sagde, at hun ikke havde patella luxation i den normale term. Hun skred i knæet både medialt og lateralt. Dermed sagt at knoglen hvor knæskallen skal ligge ikke havde den fornødne fordybning.

Ken valgte at han først ville røntgenfotograferer hende på selve operationsdagen. Så hun ikke skulle udsættes for unødig anæstesi. Jeg bad ham også fotografer hendes ryg og bækken nu hvor hun alligevel skulle det igennem.

På selve operationsdagen kom jeg ned på hospitalet, de gav hende en sprøjte og jeg fik lov at sidde med hende i armene til hun sov. Det var virkelig en rar følelse at vide hun sov da hun blev givet videre og ikke først skulle ind i et bur og sidde og være skræmt og ked af det. Hele oplevelsen på hospitalet var god. Alle var så søde og dygtige.

Da operationen var overstået, sagde Ken jeg skulle komme og se billederne. Jeg troede ikke mine egne øjne! Billederne viste en næsten lige rygrad og et bækken der havde lukket sig. Det vil sige når hun er kommet sig over knæoperationen så har jeg stort set en 100% rask hund. Det er nu en uge siden hun blev opereret og hun gør små fremskridt hver dag. Allerede på tredje dagen gik hun på alle fire ben, langsomt men sikkert.

Så tak Marianna Bendixen for, at du har reddet min hunds liv. Tak til Ken Lindeblad for en fantastisk behandling og dygtigt udført arbejde. Tak til hundetrænere og mange andre der har støttet mig i den lange hårde proces,  det har været at gå imod strømmen og tro på min intuition.

Susan