Walder – en genbrugshund, som har lært mig en masse

Jeg overtog Walder, som er en rød cocker spaniel, da han var 5,5 mdr. gammel, der har han boet hos 2 andre familier. Jeg hentede ham hos en familie med 3 børn.

Jeg har haft hund i 14 år før Walder flyttede ind til os, så jeg mente at have tjek på diverse indlæringsteknikker og havde helt tjek på, hvad min hund måtte og ikke måtte.

Walder viste os fra starten, at han ingen tillid havde til os, så der lå et kæmpe arbejde i at genvinde hans tillid.

Han løb rundt i haven og gøede af alt, fuglene, bladene og alt hvad der skete på vejen.  Han kørte i overgear og var konstant på ”arbejde”.

At gå tur med ham, var ligesom at se en tegnefilm, hvor ejeren fløj efter sin hund, mens den løb af sted med tungen ud af halsen. Igen vidste jeg, hvordan jeg skulle arbejde med ham, men hans stress og utryghed gjorde, at det umiddelbart ikke virkede.

Jeg startede til hundetræning (1), hvor træneren ikke forstod at hjælpe mig, med at forstå, hvorfor min skønne hvalp opførte sig som han gjorde. Giv ham tid sagde hun. Men det var jo ikke det redskab jeg havde brug for på det tidspunkt.

Jeg bestilte tid hos en adfærdsterapeut, som besøgte os hjemme. Hun fortalte os bl.a. at vi skulle sørge for at han forblev hund, som altid var på gulvet, viste ham at vi spiste før ham ( Gestusspiste ), udelukke ham fra flokken, hvis han ikke forholdt sig roligt indenfor, gå først ud af døren osv. Han skulle ikke gå tur, men kun være i haven. Hans stress og manglende accept af mig(os) som leder manglede stadig. Men han blev lidt mere rolig inden for.

Jeg tømte biblioteket for bøger om hundetræning og adfærd, men det er jo en jungle. Det hjalp ikke på Walders adfærd.

Jeg skifter hundetræner (2), som lærer mig klikkermetoden.  Da Walder forstod fidusen, så gjorde han meget for at få den guffer, men ellers trak han af sted med mig som vanligt.  Han lærte nogle hundetricks ved hjælp af klikkeren.

Walders stress og adfærd havde afskåret os kraftigt fra vores familier, idet de ikke brød sig om at komme hos os.

Normalvis har vi altid haft vores hund med os, når vi besøgte familie, var på ture osv, men Walder var for vild, stressede og kunne slet ikke finde ro i sig selv til at slappe af.

Jeg startede hos endnu en træningsklub (3), for noget må der altså ske. Walder laver udfald imod andre hunde, når han ser dem. Han har meget svært ved at samarbejde med mig som fører. Men det var som at tisse i bukserne, det hjalp lidt, men ikke i længden. Her lærte vi igen at gå pænt i snor, sit, dæk, stå m.m. men et direkte samarbejde mellem hund og fører regnede træneren med at vi havde i forvejen.   En dag stod jeg i klubhuset og meldte ud, at nu overvejede jeg kraftigt at aflive hunden, da han havde markeret i mit ansigt. Min træner kom til, og bad mig genoverveje det, da han synes det var en fantastisk hund jeg havde mig.

Det gik en stykke tid og endnu en hundetræner spurgte mig hvordan det gik med Walder. Igen meldte jeg ærligt ud, da det absolut ikke var en dans på roser at have Walder. Hun kendte en veninde, som havde nogenlunde samme problematik med sin røde cocker han hund. Hun ville kontakte hende og ringe til mig senere på dagen.

De kom begge om eftermiddagen dagen efter. Viste meget tydeligt Walder at de ikke var farlige, og satte sig på græsset og lod sig undersøge og vurderede Walder.

Vi snakkede en times tid og jeg fik den udmelding at Walder absolut ikke var en aggressiv hund og der var intet ondt skabt i ham. Men en meget misforstået hund, som havde svært ved at forstå hvad jeg bad ham om. Disse misforståelse gjorde Walder stresset og han vidste ikke hvilken pote han skulle stå på, for at gøre mig tilfreds.

De hjalp mig med nogle træningsteknikker som bl.a. skulle afhjælpe Walder med at trække så voldsomt i snoren, som også kunne bruges, når Walder lavede udfald mod andre hunde.

Samtidig fortalte de om Soft Agility Klubben, hvor der bl.a. bliver givet redskaber til at håndtere ens hunds stress, redskaber til at vise ens hund, at man passer på den, ved f.eks. møde med andre hunde og mennesker. Alt foregår med ens kropssprog og uden brug af kædehalsbånd og andre ikke hundevenlige redskaber.

Jeg kontaktede Soft Agility Klubben, fremlagde min problematik. Jeanette mente bestemt, at de kunne hjælpe mig og Walder og jeg skulle starte i august 2010.

Første gang i SAK: Jeg skulle lade Walder blive i bilen, da starten af træningen begyndte med at få hunden ud af bilen – i ro og uden stress.  Jeg gjorde det efter bedste evne, men fik af vide, at mit kropssprog gjorde Walder forvirret, da jeg ikke var tydelig nok samt at der ingen ro var i min stemme.  Forfra..........................

Den første gang nåede jeg ind på træningsbanen 15 min før afslutningen. Gangen efter foregik på samme måde. Jeg kommer altid meget senere ind på træningspladsen, da Walder stresser voldsomt, specielt, når han ser andre hunde og mennesker.

Efterhånden kom vi på træningspladsen, så vi også fik mere ud af træningen inde på pladsen.

Walder har brug for meget plads omkring sig, og når andre hunde kommer for tæt på, så laver han udfald. Walder har brug for at jeg som hundefører er på 120% hele tiden og på forkant hele tiden. Når jeg har svigtet ham, har jeg fået redskaber og tips til, hvordan jeg undgår disse udfald. Samtidig har jeg forstået vigtigheden af, at kropssproget og stemmen er rolig samt at forstå ens hund.

Hver gang jeg har haft problemer med Walder efter jeg startede i SAK, har jeg til hver en tid fået hjælp, som har gjort, at det ikke ser så uoverskueligt ud samt at gu’ er det hårdt, at have en hund, som stresser så meget.  Hver gang der sker det mindste fremskridt, er det blevet anerkendt, så jeg har fået mod på at kæmpe/arbejde videre. 

Jeg er begyndt med SAK’s hjælp at have en hund, som oftere og oftere slapper af blandt mange mennesker og som vi kan tage med på ferie uden at have ham i bur.  Jeg har stadig en del at arbejde med, men er ikke i tvivl om hvor jeg finder hjælpen til de rette redskaber, så jeg kan få en hund, som alle kan lide.