TRÆNING



Træningssted:

En indhegnet bane ved Vedbæk Stadion, Gøngehusvej 27, 2950 Vedbæk.


Træningstid:

Onsdage, torsdage og lørdage. Se tidspunkt under "Kalender".


Om træningen:

Hos os foregår træningen allerede fra det tidspunkt, vi tager hunden ud af bilen. Vi vil gerne opnå at hunden ikke stresser for meget op, og derfor hjælper vi hunden allerede der med at afstresse, så den bedre kan overskue situationen.

Derfra har vi så, når alle hunde er blevet lidt roligere, en lille hilseøvelse, hvor vi igen lægger vægt på hundens behov. Her bruger vi løs line og sørger for at gå imellem i stedet for at bruge linen, hvis hundene skulle stresse op igen.

Så tager vi hundene ind på pladsen, og igen skal vi lige have ro på hundene. Det gør vi så med en let massage og derefter udstræk og opvarmning, som vi gennemgår sammen.

Herefter arbejder vi med kontaktøvelser og gennemgår individuelt, hvad der skal arbejdes videre med til næste gang. Vi lægger her vægt på, at alle lærer at se på hundens signaler, hvornår den har brug for en pause. Disse signaler gennemgår vi i fællesskab.

Derefter taler vi om hundesprog, signaler og arrangerer hundemøder, hvor to parter mødes, som man ville gøre på en tur i den virkelige verden. Vi ser her på de enkelte hundes signaler og gennemgår alle hunde og ejere to og to, så alle får muligheden for at lære at se, hvilke signaler der kommer fra de enkelte hunde. Det kan være svært at se i starten, og derfor er dette noget, vi bruger meget tid på, så man kan lære at se mere og mere undervejs.

Disse ting gennemgår vi hver gang. Derudover har vi så forskellige andre træningsøvelser, som vi varierer undervisningen med. Dette er bl.a. almene lydighedsøvelser som lineføring, indkald, sit/dæk, søgeøvelser og meget mere.

Vi har også træningsgåture, hvor vi mødes i en nærliggende skov og bruger de ting, vi har lært på pladsen ved bl.a. hundemøder.

Man skal ikke forvente at komme til at dyrke softagility, før man har lært en masse om kontakt og samarbejde mellem hund og fører. Før dette er på plads, er det simpelthen uforsvarligt at dyrke agility. Der går som regel en sæson, før vi mener, at de basale ting er på plads, så man kan starte på agility.

Vi har et krav om, at før man løber agility, skal man have tjekket sin hund hos vores ekspert Lone Jørgensen (The Touch), som er vores ledmanipulator (kiropraktor for hunde) og om nødvendigt af en dyrlæge. Det er vigtigt, at hundens fysik er i orden, inden man starter, da man ellers kan risikere svære skader.

I klubben har vi også forskellige foredrag som faste indlæg. Vi har bl.a. Lone Jørgensen, der holder foredrag om ledmanipulation, hvor alle, der ønsker det, kan få tjekket deres hund efter foredraget. Alle foredrag er åbne for alle og tag gerne gæster med. Man kan se mere under "Arrangementer" på siden.

Desuden har vi forevisninger med forskellige videoer/dvd'er om hundesprog, signaler, ulve mv.

Hver sæson indledes med 2 timers sammenhængende teori (uden hund). Deltagelse i teorien er obligatorisk for nye medlemmer for videre deltagelse i den praktiske træning.

OBS! Løbske tæver er altid velkomne i klubben. Vi bruger løbske tæver i undervisningen, så alle med hanhunde kan lære at arbejde med hunden, selvom der er løbske tæver i nærheden.

Bemærk, at vi til træningen anvender halsbånd og snor/seler på hunden, aldrig kæde-/kvælerhalsbånd og flexliner!


------



TILBAGE